Lise August - det varme gear

$currentPage/NodeName

At skifte til det varme gear

LOF har mødt psykolog Lise August til en snak om at takle hverdagens udfordringer. Om at være aktiv, møde alle kravene fra omverdenen - og ikke mindst os selv, og samtidig finde ro og balance. Det handler om at kunne slappe af midt i alle anstrengelserne.

Om honningfælden
Mange mennesker oplever, at der er fra alle sider stilles en masse krav, og samtidig vil vi gerne kaste os ud i nye projekter. Det virker som om, det er karakteristisk for den tid, vi lever i, at der skal være fuld fart på hele tiden - og nogle gange går det måske stærkere, end vi kan magte. Men det behøver ikke at være et spørgsmål om at vælge enten roen eller aktiviteten, pointerer Lise August."Det virkelig interessante er, når vi lærer at slappe af midt i alle anstrengelserne i stedet for at tro, at afslapning kun er muligt foran en stille sø, eller mens man flyder i en blød sofa. Jeg tror mange forbinder indre fordybelse eller nærvær med at trække sig tilbage fra mange ting. Men i virkeligheden bør målet med at meditere eller gå til yoga eller arbejde med sig selv psykologisk være, at vi bliver mere bevidste om vores valg og vores fravalg, så vi i højere grad vælger nogle aktiviteter, som giver os energi til at have et aktivt liv".

Hvis vi ikke vælger fra, risikerer vi at falde i det, man kan kalde for "honningfælden". Det er den situation, man kan havne i, når man interesseret og engageret giver sig i kast med en masse og lige pludselig oplever, at man ikke kan overskue det hele - selvom man altså selv har valgt og gerne vil det hele. "Du kan sige, at honningfælden venter lige om hjørnet, hver gang vi blive engagerede", siger Lise August.

Tidsånden ånder os i nakken
"Jeg tror der er en tidsånd som ånder os i nakken. At det medfører en form for skyld, hvis man ikke har realiseret sig selv. Vi føler, at vi bør realisere vores muligheder, og at vi nærmest har en pligt til det. Fordi vi er pressede, glemmer vi pligten til at skabe balance. Hvor mange af os har egentlig lært at give afkald på noget og have det godt med at give afkald?"

Sundhed - at tage sig sammen eller at tage vare på
Vi spørger Lise August, om de mange sundhedsråd vi møder, også kan møde os som et pres. Igen mener hun, at det handler om at finde en god balance.

Sund livsstil er omsorg, en måde at tage kærligt vare på os selv. Men hvis vi er kolde og selvkritiske, og vredt siger til os selv: tag dig nu sammen! - bliver det hurtigt en psykisk belastning. Et fængsel, som stjæler vores frihed. Og vi får lyst til at stikke af og slippe fra det pres. Så er det befriende at sige "pyt med det". Men det er selvkritikken vi skal skille os af med, ikke kravet om sundhed. Vi finder balancen, når vi ikke gør oprør eller flygter fra kravet, men møder det med varme. Så bliver anstrengelsen meningsfuld og vi kan finde ro i den".

"Vi mennesker oplever flow og får positive følelser, når vi kræver noget af os selv. At springe over hvor gærdet er lavest skaber uro indeni. Vi skal turde begge dele - at kræve og slappe af"

Fysioterapi for hjernen
Men hvordan lærer man det - at slappe af midt i alle anstrengelserne? Det er heldigvis noget, der kan trænes, er Lise Augusts erfaring. Det kan fx være gennem yoga eller meditation, eller ved at arbejde med sig selv. Nogle mennesker kan lide at gå ture, 10.000 skridt om dagen får dem i ro, og mange siger 'hvis ikke jeg havde min yoga', eller 'hvis jeg får en løbeskade, så går det helt galt for mig'. De har nogle øer, hvor de bringer sig selv i ro og balance og lader deres batterier op.

Vi må lære at se på os selv med mere milde øjne nogle gange, mener Lise August. "Hvis man arbejder lidt med sig selv og med sin selvkritik, så kan der være mange situationer, hvor man i stedet for at føle, at man er ved at overleve en situation, bliver mere rolig og varm. I det øjeblik vi finder den varme frem, så er der en anden biologi der går i gang. Det påvirker simpelthen vores hjerne på en anden måde - nærmest som om man skifter gear på bilen. Man kommer simpelthen ind i et andet gear, det varme gear".

Lise August er den første psykolog i Danmark, der har specialiseret sig inden for særligt sensitivitet.

Med den amerikanske psykolog Elaine Aron har hun udgivet DVD'en Særligt sensitive menneskers trivsel. Hun driver sensitiv.dk sammen med Martin August.

 Gode råd til at finde balancen:

  • Gør nogle projekter færdige før du sætter nye mål.
  • Tillad dig at tidsfrister ikke er for skrappe.
  • Lad ikke den meget engagerede side af dig selv planlægge kalenderen alene.
  • Find din egen ø hvor du finder ro - fx yoga, gåture eller hvad der passer dig bedst
  • Se begge scenarier før du giver dig i kast med nye projekter - hvordan vil det være at vælge til, og hvordan vil det være at vælge fra.
  • Træn dig selv i at give afkald med ro i sindet. Når det gør ondt at give afkald, så tænk på at du er stærk og tager ansvar for dit liv.

Tilmelding til foredrag med Lise August. 

Foredrag - kalender