LOF kurser, aftenskole, oplevelser og foredrag
Stengade 57, 3000 Helsingør
LOF på FacebookHer kan du finde svar på spørgsmål om tilmelding, betaling og deltagelse på et kursus.
Kan jeg betale i rater?
Ja, hvis det passer dig bedre at dele betalingen, er du er altid velkommen til at betale i rater. Ring til os på 49 26 02 88 eller send en mail på [email protected] for at aftale raternes størrelse.
Kan jeg få en prøvetime?
Vi tilbyder ikke prøvetimer, men til gengæld kan du indtil 2. mødegang få dine penge tilbage, hvis du fortryder din tilmelding. Det gælder uanset årsagen til, at du ikke ønsker at fortsætte på holdet.
For at få pengene retur skal du give os besked inden 2. mødegang (regnet fra datoen hvor du blev tilmeldt). Vi tager 125,- kr. i gebyr for tilbagebetalingen. Man kan ikke få penge retur for hold på 3 eller færre mødegange eller for instrumentalhold.
Kan jeg flytte til et andet hold?
Ja, du er altid velkommen til at flytte til et andet hold indenfor samme holdkategori. Dvs. hvis du fx går på et motionshold, kan du til enhver tid flytte til et andet motionshold i samme sæson og flytte kursusgebyret med. Denne regel gælder dog ikke for hold på 3 eller færre mødegange eller for instrumentalhold.
Kan jeg få nedsat betalingen, hvis jeg ikke kan deltage alle mødegange?
Hvis du ikke har mulighed for at deltage på et kursus fra starten, kan du vente med at tilmelde dig; så betaler du kun for de mødegange der er tilbage på holdet. Hvis du tilmelder dig via lofkurser.dk, nedsættes kursusgebyret helt automatisk.
Hvis du er tilmeldt kurset, og dermed optager en plads, betaler du fuldt beløb, også selvom du ikke kan deltage hver gang.
Hvad er et Flexhold?
På nogle motionshold har vi en fleksordning. Her kan man afmelde enkelte mødegange på sit faste hold, og bruge dem på et af de andre hold i ordningen. På den måde går man ikke glip af noget, selvom man af og til er forhindret i at møde på sit sædvanlige hold.
Vi har flekshold i Kongevejscentret i Hørsholm, i vores lokaler på Stengade 57 i Helsingør, i Aftenskolernes Hus i Hillerød og i vores lokale på Torvet i Frederiksværk.
Hvad sker der, hvis læreren bliver syg?
Hvis en underviser er syg, eller vi af andre årsager bliver nødt til at aflyse en mødegang, udsættes mødegangen som udgangspunkt til slutningen af forløbet. Du får på den måde altid tilbudt de mødegange du har betalt for. Hvis du skulle være forhindret i at deltage på den nye dato, vil der ikke være mulighed for at få kursusgebyret retur.
Er der udgifter til materialer?
Ja, på nogle hold, fx sproghold, vil der være ekstra udgifter til lærebøger og andre materialer. Hvis prisen ikke fremgår af holdteksten, er du altid velkommen til at spørge underviseren inden holdet starter. Vi anbefaler som udgangspunkt at man venter med at købe materiale til holdet er gået i gang.
Hvordan finder jeg det rigtige niveau på et sproghold?
Hvis du er i tvivl om hvilket sproghold, du skal vælge, kan du læse mere om niveauerne her Niveau på sproghold | LOF kurser.
Vi har også en sprogtest, som du kan tage via vores hjemmeside ved at klikke på linket her: Test dine sprogkundskaber | LOF kurser. Det er en grundig test, hvor både dit mundtlige og skriftlige niveau, samt dine kompetencer i at forstå det talte sprog bliver vurderet. Testen tager mellem 1/2 og 1 1/2 time.
Kan jeg deltage på et hold udenfor min egen kommune?
Ja, du er altid velkommen til at deltage, lige meget hvor du bor.
Hvorfor skal jeg oplyse mit CPR-nummer?
Hvis du tilmelder dig et kursus uden for din egen kommune, vil du blive bedt om at oplyse dit CPR-nummer. Dette er et krav fra kommunerne, som i overensstemmelse med folkeoplysningsloven giver tilskud til undervisningen.
Kan børn deltage i kurserne?
LOF’s kurser er som udgangspunkt tilrettelagt for voksne. Børn og unge under 18 år er dog altid velkomne på holdene (dog er der særlige regler for FVU og ordblindekurser).
Vi udbyder enkelte kurser, hvor det tydeligt fremgår at børn er i målgruppen.
Er der nedsat pris, når jeg er pensionist?
Kommunalbestyrelsen kan ifølge folkeoplysningsloven vælge at give tilskud til pensionister, arbejdsløse og andre grupper. De kommuner, hvor LOF Øresund har kurser, giver dog ikke tilskud, og der er derfor ens pris for alle.
Hvorfor bliver jeg spurgt, om jeg vil underskrive en handicaperklæring?
Nogle kurser er oprettet som enten handicap- eller blandede hold. Det er små hold, hvor der er plads til at tage individuelle hensyn. Kommunerne giver et større tilskud til denne holdtype, som til gengæld ikke må overstige et vist antal deltagere. For at dokumentere at deltagerne er handicappede i forhold til emnet, underskriver hver enkelt en handicaperklæring. Det er deltageren selv, der vurderer om han eller hun har behov for at der tages individuelle hensyn. Man skal altså ikke kunne fremvise en lægeerklæring eller lignende.
Det fremgår altid at beskrivelsen på hjemmesiden, om der er tale om et handicaphold.