Svend Brinkmann

Svend Brinkmann er en af de stærkeste stemmer i debatten om tidens tendenser, og hvordan vi kan gå både med og imod dem. Svends bøger er ligesom hans meninger populære og konstant på bestsellerlisterne over fagbøger.

Svend Brinkmann er professor i psykologi på Aalborg Universitet. Hans forskning foregår i grænsefladen mellem psykologi, filosofi og kulturanalyse, og han er forfatter til en lang række bøger og artikler om disse områder. Siden 2009 har Svend Brinkmann været professor i almenpsykologi og kvalitative metoder på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet. Samtidig har han skrevet en række bøger og mere end 150 videnskabelige artikler som led i sin forskning.

Svend Brinkmann blev for alvor kendt, da han i 2014 udgav bogen “Stå fast”, hvori han gør op med, hvad han beskriver som tidens (selv)udviklingstyranni. Sidenhen kom opfølgeren “Ståsteder” og bestselleren “Gå glip”, der handler om begrænsningens kunst. Desuden er han forfatteren bag “Hvad er et menneske?” og “Vi er det liv, vi lever”. I sidstnævnte reflekterer Svend Brinkmann med udgangspunkt i en 93-årig kvindes spændende livshistorie over det nutidige syn på skæbnebegrebet.

I maj 2025 udkom bogen "Trivsel - tur-retur" hvor Svend og hans to medforfatterere nuancerer debatten om unges trivsel.

Også på DRs P1 kan man opleve Svend Brinkmann. Her laver han radioprogrammet “Brinkmanns Briks”, hvor han sammen med ugens gæster går i dybden med menneskets psykologiske aspekter.

Svend Brinkmann har modtaget flere priser for sin forskning og formidling, bl.a. DR’s Rosenkjærpris og Gyldendals formidlingspris.

Kontaktoplysninger